Danmarks ishockeylandshold hentede søndag sin anden sejr i træk ved VM i Schweiz, da Ungarn blev besejret i nedrykningsspillet.
Sejren blev på 5-1, men trods de overbevisende cifre, var der visse danske problemer undervejs. I starten blev flere powerplay-situationer ikke udnyttet, og i stedet kom Ungarn foran i første periode ved Krisztian Palkovics.
Da Danmark i næste periode var fem mod tre lykkedes det dog for Kim Staal at komme på tavlen med sit første VM-mål. Senere scorede Mads Christensen til 2-1.
I sidste periode viste den danske overlegenhed sig i form af scoringer fra Morten Green, Morten Madsen og Nichlas Hardt.
Danmark skal nu spille skæbnekamp mandag mod Østrig om at få lov til at forblive en del af ishockeysportens fineste selskab. Ungarns rolle er udspillet.