Sådan en helt almindelig og halvtrist efterårs-lørdag blev i går peppet gevaldigt op for en heldig Lotto-spiller.
Personen havde nemlig fået krydset de helt rigtige tal af, og kunne derfor løbe med førstepræmien på hele 15 millioner kroner.
Og de mange rare penge skal sendes mod den nordlige del af Rigsfællesskabet, kuponen er nemlig købt i en kiosk i Thorshavn på Færøerne.
– Vi må håbe, at den heldige vinder har tjekket sin kupon lørdag aften og ved, at de kan se frem til en præmie på 15 millioner kroner. Med sådan en gevinst kan man udleve mange af sine drømme og gøre dagligdagen en del sjovere. Der skal lyde et kæmpestort tillykke herfra, siger Pernille Mehl, direktør i Danske Lotteri Spil.
Færingen er ikke den eneste, der har noget at glæde dig over, denne lørdag aften.
En Plus-abonnent fra Århus Kommune har vundet en million kroner på Millionærgarantien fra Lotto, hvor man bliver millionær, selvom man har nul rigtige. Det samme har en vinder, der har købt sin kupon i stationskiosken i Frederiksværk.
Danske Spil har endnu ikke talt med vinderne.