Af Nanna Balslev, naba@avisen.dk
Siden 2001 har musikeren og børneværten Sigurd Barrett spillet klassisk musik for børn sammen med DR s Radiosymfoniorkester i børneprogrammerne Sigurd og Symfoniorkestret .
Men fremover bliver den klassiske musik et fast indslag i alle børnehavebørns hverdag, når 4.300 bokssæt med musikken fra Sigurd og Symfoniorkestret bliver sendt ud til alle landets børnehaver.
5,6 millioner
Projektet er en del af en støttepulje på 5,6 millioner kroner, som Bikubenfonden har doneret over tre år til at udbrede klassisk musik. Selv er Sigurd Barret glad for, at hans musik nu kommer ud til et større publikum.
»Jeg er meget stolt. Min drøm har længe været, at alle børnehaver skulle have vores cd er. Børn reagerer helt anderledes på klassisk musik og bliver inspirerede af det til at male og være kreative,« siger han. Ud over støtte til bokssættet går puljen desuden til udvikling af koncerterne med Sigurd og Symfoniorkestret.
Hvad får børn egentlig ud af klassisk musik?
»De kan først og fremmest føle det. Det er ikke undervisning, det er mere en oplevelse af ro, der er over klassisk musik, som jeg tror moderne børn kan lære en masse af. Og så er det jo fedt, at børnene pludselig lærer, hvad en obo eller en violin er,« siger Sigurd Barrett.