Nye anmeldelser om en 29-årig pædagogmedhjælpers overgreb på børn i en daginstitution har fået politiet til at anholde pædagogmedhjælperen igen. Det skriver Politiken.dk.
Manden blev anholdt første gang for to uger siden efter anmeldelser fra forældre til børn i institutionen. Men byretten i Århus og i Vestre Landsret har begge tidligere vurderet, at manden ikke kunne varetægtsfængsles på grund af manglende beviser.
Flere forældre har nu forklaret politiet, at også deres børn har været udsat for krænkelser. Det er de nye anmeldelser, der har ført til den fornyede anholdelse.
Manden ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør i dag. Han sigtes nu både for blufærdighedskrænkelse og for anden kønslig omgang end samleje, men nægter sig skyldig.