Den 22-årige dansk-marokkaner, som Midt- og Vestsjællands Politi mistænker for drabsforsøget på to brødre på et rækkehus i Ringsted, opsøgte sine to ofre på en nærliggende skadeklinik kort efter overfaldet.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til DR Nyheder.
- Skadeklinikken i Ringsted ligger meget tæt på
gerningstedet, og der søgte begge de forurettede
hen og blev derfra kørt til Slagelse Sygehus. Umiddelbart efter de er
kommet derned, kommer gerningsmanden derned. Vi er ret sikre på, at det er
den 22-årige Hamid, som vi har efterlyst, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen fra Midt- og Vestsjællands Politi til DR Nyheder.
Jens Møller Jensen fortæller videre, at politiet ikke formoder, at den 22-årige søgte mod skadeklinikken for at blive behandlet.
- Det er
måske for at afslutte det, han ikke nåede at gøre i første skudbølge, kan
man sige, siger han.
Derfor blev 22-årige mistænkte, Hamid Alioua,
søndag formiddag efterlyst af politiet, der sendte et billede af
gerningsmanden ud til pressen. Politiet oplyser, at han kan være
farlig, da gerningsvåbnet endnu ikke er fundet.
Det ene offer - en 25-årig mand - er udskrevet fra sygehuset, mens det andet - hans 21-årige bror - stadig er indlagt. Hans tilstand er stabil men kritisk, oplyser politiet.