En 34-årig lastbilchauffør er sigtet og varetægtsfængslet i foreløbig fire uger for fuldbyrdet voldtægt og frihedsberøvelse af en ni år gammel pige i det nordvestlige Jylland.
Men det er ikke første gang, at manden er i politiets søgelys. Den 34-årige har nemlig også tidligere været anholdt for drabet på den 17-årige Emilie Meng fra Korsør. Og han er i dag fortsat sigtet i den sag, skriver BT.
- Politiet har ikke frafaldet sigtelsen mod min klient i forbindelse med Emilie Meng-sagen. Men det forventer jeg sker. Der er jo ingen forældelsesfrist i drabssager, så politiet kan opretholde sigtelsen. Men det er min klare forventning, at den vil blive frafaldet, siger advokat Jesper Gad, som er beskikket forsvarer for den varetægtsfængslede lastbilchauffør, til BT.
Emilie Meng forsvandt natten til den 10. juli 2016 efter en bytur i Slagelse. Hun blev sidst set af sine veninder, da hun forlod dem på Korsør station. Halvanden måned senere blev lastbilchaufføren anholdt og sigtet for drabet. Han blev dog løsladt igen, da politiet undersøgte hans bils navigationsudstyr og kunne konstatere, at han ikke havde været i Korsør den pågældende nat. På det tidspunkt boede han selv i Sydjylland. Politiet holdt dog fast i sigtelsen.
Efterforskningslederen i Emilie Meng-sagen, vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, vil hverken be- eller afkræfte sigtelsen af den 34-årige over for BT.
I sagen om den niårige pige fra Vinderup blev lastbilchaufføren anholdt ni dage efter den fuldbyrdede voldtægt af hende fandt sted. Han nægter sig skyldig. Han er tidligere blevet idømt en fængselsstraf for en voldtægt af en 12-årig, der fandt sted, da manden var 23 år gammel.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.