En 21-årig pædagogmedhjælper fra Herning bliver torsdag middag fremstillet i et grundlovsforhør for lukkede døre.
Pædagogmedhjælperen er sigtet for at have begået blufærdighedskrænkelser over for to piger i Røde Kors Børnecenter i Ikast i en periode fra august sidste år til april i år.
"Det er anklagemyndighedens opfattelse, at efterforskningen kan medføre en varetægtsfængsling af den unge mand," siger vicepolitiinspektør Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning til Newspaq.
Han forventer, at grundlovsforhøret foregår for dobbelt lukkede døre.
Efter mistanken om seksuelle overgreb har både børn, forældre og den anklagede pædagogmedhjælper fået tilbud om psykologhjælp.
På baggrund af politiets efterforskningsmateriale, eksempelvis videoafhøringer, forventer vicepolitiinspektør Henning Præstegaard, at grundlovsforhøret kan komme til at vare i flere timer.
Røde Kors Børnecenter i Ikast har 113 børn fordelt i børnehave og vuggestue.
Pædagogmedhjælperen blev politianmeldt sidste onsdag.