Det har taget hårdt på den tidligere politiker i Syddjurs Kommune, Per Zeidler, at han i november sidste år blev anholdt og sigtet for rufferi.
Det fortæller hans advokat Henrik Garlik Jensen, der er partner i Advokatfirmaet Strauss & Garlik, til Aarhus Stiftstidende.
Århus Stiftstidende afslørede 8. november Per Zeidler i forbindelse med et gangbang-arrangement i Ammitsbøl Forsamlingshus syd for Vejle. Han blev efterfølgende anholdt og sigtet for rufferi. Med anholdelsen tog Per Zeidlers politiske liv karakter af en deroute. Han sygemeldte sig fra byrådsarbejdet og trak sig fra kommunalvalget, hvor han var opstillet som kandidat på sin egen liste Social Liberal Borgerliste.
- Per Zeidler føler, at han uretmæssigt er blevet hængt ud i medierne. Omtalen har fået store personlige konsekvenser for ham, fortæller Henrik Garlik Jensen til Aarhus Stiftstidende.
Indtil videre har politiet brugt fem måneder på at efterforske sagen, og ifølge Aarhus Stiftstidendes oplysninger skal politiet bruge yderligere et par måneder på at gennemgå computere, telefoner og andet, som den tidligere politiker har brugt til at kommunikere med.
Advokat Henrik Garlik Jensen understreger over for Aarhus Stiftstidende, at Per Zeidler fortsat nægter nægter sig skyldig i rufferi.