En 28-årig mand fra Gellerup blev i dag sigtet for at have voldtaget sin tidligere kæreste tre gange på toiletter og i rengøringsrum på Skejby Sygehus.
Den 28-årige og hans jævnaldrende ekskæreste arbejder for samme rengøringsfirma på Skejby Sygehus, og ifølge anklageskriftet er voldtægterne foregået i arbejdstiden.
Over tre dage i slutningen af maj og starten af juni tvang manden sin tidligere kæreste til samleje og oralsex med truslen om, at han ville tage deres fælles barn fra kvinden, hvis hun ikke gjorde, som han ville.
Nægtede alt
Overgrebene skulle være foregået omkring klokken 6.15 om morgenen i alle tre tilfælde. Den sidste voldtægt skete i forgårs, hvorefter kvinden gik til politiet, og den 28-årige mand blev anholdt kort efter. Han havde således stadig sit grønne hospitalstøj på, da han blev fremstillet for en dommer.
Den 28-årige nægtede sig skyldig i voldtægt, men erkendte at have haft samleje med kvinden – dog med hendes samtykke. Han blev varetægtsfænglset i fire uger.