Efter flere års efterforskningsarbejde har politiet samlet nok ammunition til en bedragerisag mod to direktører i Totempo A/S og S. Trading ApS.
Det oplyser Efterforskningssektionen for Økonomisk Kriminalitet hos Midt- og Vestsjællands Politi til sn.dk.
De to herrer er mistænkt for at have svindlet for 135 millioner ved at skrive falske fakturaer.
Bedrageriet er ifølge politiet sket ved, at Totempo har leaset maler- og tørrekabiner til brug i virksomheden. Leasing-aftalerne er så blevet belånt hos op mod 21 leasingselskaber, så virksomheden har fået udbetalt penge.
Men politi og kurator tvivler på, om kabinerne overhovedet har eksisteret.
"Det er formentlig fiktivt det hele. Der er udstedt fakturaer på kabiner, der ikke eksisterer. Vi har kun kunnet finde enkelte af dem," siger politikommissær Pia W. Fenger, leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet, til sn.dk.
Hun påpeger, at flere af kabinerne desuden er blevet belånt flere gange.
Totempo, der havde ti adresser rundt om i landet, gik konkurs i 2009.
De to sigtede nægter sig begge skyldige i anklagerne.
Kilde: sn.dk