Da en ansat på Gl. Lindholm Skole i Nørresundby i juni blev varetægtsfængslet af en dommer, var det med en sigtelse om at have krænket 12 børn i løbet af flere år.
Det fremgår af retsbogen fra grundlovsforhøret i Retten i Aalborg 24. juni, som Ritzau har fået aktindsigt i.
For en uge siden kom det frem, at den ansatte var sigtet for blufærdighedskrænkelse af flere børn på skolen.
Det oplyste politikommissær ved Nordjyllands Politi Carsten Straszek til Nordjyske, og han bekræftede det over for Ritzau. Men han ville ikke give nærmere detaljer om sagen.
Men retsbogen afslører altså, at manden mistænkes for krænkelser af 12 skolebørn, som han skal have rørt ved. Nogle sigtes han for at have rørt uden på tøjet og andre inden for tøjet.
Krænkelserne skal have fundet sted over flere år, og politiet mener, at han har rørt nogle af børnene "adskillige gange" og andre "flere gange".
For et af børnene har det ifølge anklagemyndigheden karakter af "andet seksuelt forhold end samleje".
Den ansatte nægter sig skyldig og er beskyttet af et navneforbud.
En stor del af retsbogen er overstreget, da retsmødet blev afholdt for lukkede døre.
Men det fremgår, at dommeren fandt en begrundet mistanke om, at den ansatte har gjort sig skyldig i de 12 forhold om blufærdighedskrænkelse.
Dommeren fandt dog ikke tilstrækkelig begrundet mistanke om, at der for det ene barn også er tale om andet seksuelt forhold end samleje.
Fængslingen skete med henblik på at undgå, at den sigtede kan vanskeliggøre efterforskningen.
Politiet fik anmeldelsen om krænkelserne den 14. juni, så det var efter ti dages efterforskning, at den ansatte før sommerferien blev stillet for en dommer med krav om fængsling.
I grundlovsforhøret blev den ansatte varetægtsfængslet ind til 22. juli. Siden er fængslingen blevet forlænget.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.