En 35-årig mand er fredag eftermiddag anholdt og sigtet for trusler mod Hanstholm Asylcenter.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Truslerne skulle ifølge politiet være fremført onsdag 21. oktober på Facebook, hvor den sigtede havde lagt en video op, som viste Hanstholm Asylcenter blive bombet af to missiler.
Manden havde ifølge politiet lagt klippet op på sin egen profil og delt det med andre. Det betød, at videoklippet fredag kunne ses på Facebook af de ansatte og asylansøgere på Hanstholm Asylcenter.
Den 35-årige erkender at have fremstillet videoklippet og lagt det på Facebook, lyder det i pressemeddelelsen.
Manden vil blive fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre lørdag.
/ritzau/