Tirsdag morgen og formiddag kørte der ingen tog mellem Næstved og Køge og mellem Nykøbing Falster og Næstved.
Det oplyser DSB på sin hjemmeside. I stedet måtte passagererne rejse med bus.
En signalfejl hos Banedanmark er årsagen til, at togdriften blev indstillet. Omkring 2300 rejsende var formentlig påvirket af problemet, oplyser DSB til Ritzau.
Det var klokken halv fem om morgenen, at Banedanmark informerede DSB om signalfejlen. Først efter klokken 12 kunne togene igen rulle på skinnerne.
Mellem Næstved og Køge kørte DSB med togbus hver halve time. Mellem Næstved og Nykøbing Falster vil togbusser køre i pendulfart "indtil videre", skrev DSB tidligere på hjemmesiden.
Derimod kørte togene mellem Næstved og Helsingør over Ringsted og Roskilde som normalt.
Hvis man som rejsende med DSB bliver mere end en halv time forsinket, kan man søge om at få kompensation via DSB's rejsetidsgaranti.
/ritzau/