400 medarbejdere i Danmark mister deres job hos den tyskejede vindmøllegigant Siemens Wind Power. Det oplyser koncernen ifølge business.dk. Den vækst, der har været igennem de senere år, bliver formindsket på grund af finanskrisen.
"Vi er nødt til at undgå overkapacitet for at sikre vores konkurrenceevne på produktionsomkostninger og dermed vores langsigtede succes," siger Andreas Nauen, administrerende direktør for forretningsenheden i Siemens Wind Power.
Afskedigelserne vil hovedsageligt ramme i produktionsafdelingerne, mens Siemens fortsætter med at ansætte medarbejdere i blandt andet udviklings-, ingeniør- og salgsafdelingerne.
"Vi forventer, at industrien fortsætter med at vokse, men nu med en markant lavere vækstrate end nogen kunne have forudset for blot et par måneder siden. Vi havde planlagt at øge vores produktion med næsten 50 procent i 2009. I stedet vil vi nu vokse med en lavere, men stadig solid tocifret vækstrate," siger Andreas Nauen.