Det skulle have været et glædeligt gensyn med familie og venner, men i stedet sidder de sidste danske soldater fra Camp Einherjer i Irak og venter på at forlade landet. Det fly, der mandag aften skulle have fragtet dem til Kuwait, gik i stykker.
De danske soldater er klar til at overdrage det danske ansvarsområde til de britiske styrker efter fire år i landet. En dansk helikopter skal dog fortsat være i Irak året ud.
Hærens Operative Kommando, HOK, kan ikke oplyse, hvornår de danske soldater kan vende hjem til familie og venner.
- Det arbejder de selv på dernede. Der kan gå timer, eller der kan gå x antal flere timer, det er ikke til at sige, lyder meldingen fra HOK s presseafdeling.
- Det kan være, de finder et andet fly eller en anden måde at komme til Kuwait på, det er ligegyldigt, for der er ingen panik, lyder det.
Mandag aften var syv ud af otte kolonner trukket ud af Irak, og kun 110 soldater venter på at vende hjem.