Folketingsmedlem Kim Edberg Andersen er fortid i Nye Borgerlige og vil gerne fortsætte i et andet parti.
Det siger Edberg Andersen til TV 2 News, efter at han tirsdag officielt er trådt ud af Nye Borgerliges folketingsgruppe.
Dermed er Nye Borgerlige ikke længere repræsenteret i Folketinget, efter at partistifter Pernille Vermund i sidste uge meddelte, at hun indstiller til, at partiet lukker.
- Jeg kan se mig i alt fra Socialdemokratiet til Liberal Alliance. Men jeg er en blå dreng. Mon ikke det bliver et borgerligt parti, siger han til TV 2 News.
Til Ritzau siger Kim Edberg Andersen, at de mest sandsynlige partier for ham er Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Venstre. Men det har han ikke analyseret på endnu. Først vil han analysere sig selv, og politisk favner Edberg Andersen ifølge ham selv ganske bredt.
Kim Edberg Andersen blev valgt ind i Folketinget i forbindelse med 2022-valget, og han har indtil tirsdag været gruppeformand i Nye Borgerliges lille folketingsgruppe.
Men nu har Edberg Andersen meddelt Folketingets formand, Søren Gade (V), at han i lighed med Vermund og den sygemeldte Peter Seier Christensen melder sig ud af Nye Borgerliges folketingsgruppe. Nu er trioen løsgængere.
Nye Borgerliges hovedbestyrelse tager hul på planlægningen af partiets opløsning - hvis det ender sådan - den 27. januar, hvilket vil være et længere forløb.
Hovedbestyrelsen er enig i Vermunds indstilling. Det samme er Kim Edberg Andersen. Men for at Nye Borgerlige kan blive opløst, skal der afholdes to ekstraordinære generalforsamlinger.
To tredjedele af de stemmeberettigede skal begge gange stemme for at opløse partiet.
Tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Martin Henriksen vil gerne være formand for Nye Borgerlige. Siden juni 2023 har Henriksen været medlem af Nye Borgerlige og er på papiret partiets spidskandidat til europaparlamentsvalget senere i år. Valgkampen er dog ikke aktuel i øjeblikket, har han erkendt.
Andre medlemmer af Nye Borgerlige har allerede meldt sig klar til at overtage formandsposten i partiet. Githa Nelander fra regionsrådet i Region Sjælland og Næstved Byråd har meldt sig på banen som formandskandidat. Det samme har lokalpolitiker Nis Otto Kristensen, der er lokalformand i København.
Kim Edberg Andersen tror, at partiet fortsætter. I hvilken forfatning og med hvem ved roret, ved han ikke. Han kalder Githa Nelander og Nis Otto Kristensen for "søde mennesker", men tilføjer et "men".
- Jeg tror ikke, at Nis har evnen til at være landsformand, men det må medlemmerne finde ud af. Githa er et politisk menneske, som brænder for det. Hun kan godt være en samlende figur, men har ingen erfaring, siger Edberg Andersen til Ritzau.
/ritzau/