Badmintondoublen med Joachim Fischer og Christinna Pedersen nærmer sig en stor triumf ved China Open.
Den rutinerede danske duo slog sig lørdag videre til finalen med en sejr på 21-16, 21-19 over de fjerdeseedede kinesere Liu Cheng og Bao Yixin.
Det er anden gang i træk, at Fischer og Pedersen slår Cheng og Yixin, som tidligere har givet de to danskere store problemer. I nu syv indbyrdes dueller har danskerne vundet to og tabt fem.
Første sæt begyndte lovende for danskerne, der fik slået et pænt hul i første sæt, som blev vundet nogenlunde sikkert.
Andet sæt blev straks mere spændende, da kineserne førte hele vejen, indtil danskerne fik udlignet til 19-19 og tog sejren.
I finalen venter de topseedede kinesiske verdensmestre Zhao Yunlei og Zhang Nan.
Joachim Fisher og Christinna Pedersen er de eneste tilbageværende danskere i den kinesiske Super Series Premier-turnering.
/ritzau/