Til hverdag er X Factor-Sidsel aktiv i elevrådet på sin skole, og hun engagerer sig på den måde politisk. Hun drømmer tilmed om en karriere i Folketinget.
Sidsels politiske holdning kommer gerne til udtryk i hendes sangtekster, som især drejer sig om social uretfærdighed og fattigdom.
"Jeg vil gerne være politiker på et senere tidspunkt. Jeg synes, politik er spændende og et vigtigt arbejde, hvor man kan gøre en forskel," fortæller Sidsel til Politiken.
Den 16-årige sangerinde er således meget ambitiøs trods sin unge alder. Hun har tidligere skrevet en sang til Amnesty International i håb om at kunne redde menneskeliv.
"Jeg vil da godt indrømme, at det ikke bliver for nogle af de nuværende regeringspartier, jeg stiller op. Og det ville jo også være lidt underligt, hvis en mørk pige som mig eksempelvis stillede op for Dansk Folkeparti," fortæller hun.