Efter en lang række tyverier af sidespejle i Østjylland gik politiet torsdag ud og efterlyste en sølvgrå Toyota Corolla på litauiske nummerplader.
Politiet havde en klare formodning om, at køretøjet har en nær relation til gerningsmændene bag de mange nylige anmeldelser om tyveri af sidespejle,
Og nu er bilen set i Odense, oplyser politiet til Ritzau. Den efterlyste Toyota Corolla blev ved 16.20-tiden set på Roarsvej i Odense.
Tyverierne har ramt bilejere af dyrere bilmærker i flere aarhusianske bydele over den seneste uges tid.
Der er også blevet begået en lang række lignende tyverier af sidespejle i Københavnsområdet, og politiet mener derfor, at gerningsmændene og det efterlyste køretøj bevæger sig rundt i landet.
- Hvis man ser køretøjet, skal man ikke selv tage kontakt til personerne, men i stedet underrette sit nærmeste politi og fortælle om sine iagttagelser. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114, siger vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi Flemming Nørgaard.
Det pågældende køretøj er nærmere bestemt en grå/sølvgrå Toyota Corolla Verso på litauiske nummerplader med ét af følgende to mulige registreringsnumre: GJO699 eller GUO699.