Fra en staldbygning i den nordfynske by Bogense slagtede og solgte en sidegadeslagter indtil i dag ulovligt svinekød på sin hjemmeadresse.
Men nu har Fødevarestyrelsens Rejsehold beslaglagt seks svin og givet ejeren en bøde på 25.000 kroner.
"Det her er endnu et af de steder, hvor man slagter grise sort og uden kontrol. Her foregik det i en tidligere stald, hvor dyrene både blev aflivet, indvoldene taget ud og kødet skoldet og skåret op," fortæller dyrlæge Henriette Mynster fra rejseholdet til Nyhedsbureauet Newspaq.
Den selvbestaltede slagter har også tjent penge på at køre ud til grillfester og stege svin, fortæller dyrlægen.
Hvor svinene stammer fra ved rejseholdet endnu ikke. Men der er tale om dyr, som har navlebrok.
"Det er grise, som normalt ikke ville blive sendt på slagteri. De er ikke egnet til at transport sammen med andre grise af dyrevelfærdsmæssige årsager," siger Henriette Mynster.
Da svinene og kødet ikke har været underlagt myndighedernes kontrol kan det indeholde sygdomsfremkaldende bakterier.
"Risikoen for at slagtekroppene er forurenede er meget større end normalt. Derfor advarer vi dem, der har købt kød derude. Man risikerer at blive syg af det. Det kan værre diarre eller i værste fald salmonella," siger Henriette Mynster.