Penge er rare – men er de også gode at side på? Det kan man nu teste på en udstilling i Art Residence Moskva, hvor en glastrone fyldt med en million dollars i sedler udgør et af de mere spektakulære værker.
Stolen er – udover den kostbare polstring – lavet af syv centimeter tykt skudsikkert glas. Det er den russiske kunstner Alexey Sergienko og milliardæren Igor Rybako, der står bag.
Meningen med stolen er at give folk mulighed for at ”mærke pengenes energi” og dermed inspirere folk til at tjene flere af de rare kontanter.
Bevogtet
Den har fået navnet ”Money throne x10” fordi skaberne hævder, at man ved at side på de absurd mange penge forstærker sine følelser eller tanker ti gange.
– Så, hvis du tænker på noget frygteligt, vil det med det samme blive ti gange værre. Så pas på med dine tanker og følelser på den trone, lød det fra milliardæren, da han åbnede udstillingen.
Regner med kontanter
Igor Rybako er i øvrigt berygtet for at lave netop sådanne stunts omkring penge. Da han for nogle år siden holdt et foredrag, fik han publikum til at gå amok, da det begyndte at regne med penge. Milliardæren kastede 135.000 kroner ud blandt de tilhørende.
Han har også skrevet flere bøger om at blive en succesfuld forretningsmand.