En femårig pige uden sprog er blevet opdaget i en lejlighed i den sibiriske by Chita, hvor hun tilsyneladende er blevet "opdraget" af hunde og katte, som hun har boet sammen med.
Ifølge russisk politi gøede hun som en lille hund og sprang mod døren, da plejere fra de sociale myndigheder forlod det værelse, hvor hun nu befinder sig.
Da hun blev fundet var hun uvasket, klædt i beskidt tøj og havde "et dyrs tydelige kendetegn".
"I fem år blev pigen opdraget af adskillige hunde og katte. Hun har aldrig været uden for," lyder det fra politiet i en erklæring.
Politiet siger, at pigen kun kunne tale "dyresprog", men tilsyneladende forstår russisk.
Pigens mor afhøres nu af politiet, men hendes far er endnu ikke fundet.
Tidligere i år forlangte præsident Dimitri Medvedev mere handling mod børnemishandling. Dengang sagde han, at 750.000 børn i Rusland bor under dårlige sociale forhold.