For nyligt udtalte Robert Downey Jr., at hans rolle som Sherlock Holmes kunne skabe mulighed for at portrættere den kendte detektiv som homoseksuel. Det har fået kvinden, der ejer rettighederne til Sir Arthur Conan Doyles bøger, op af stolen. Hun vil ikke acceptere en romance mellem mesterdetektiven og hans hjælper Watson i en mulig toer.
"Jeg håber, det bare er et udtryk for Hr. Downeys sorte humor. Det ville være drastisk, men jeg ville tilbagekalde tilladelsen til at lave flere film, hvis det viser sig, at de vil gå i den retning," siger kvinden, der ejer rettighederne ifølge femalefirst.co.uk.
Kvinden understreger, at hun ikke er imod homoseksuelle, men at et homoseksuelt tema ikke ville være tro mod den oprindelige ide med Sherlock Holmes.
Det var i et interview med David Letterman, at Robert Downey Jr. luftede muligheden for lidt homoerotik.