Faktisk var Dennis Kocken på arbejde, da han begik sit lovbrud. Sheriffen var i gang med at følge efter en bil, der tydeligvis kørte for hurtigt på motorvejen. Derfor havde han selv sat farten op for at kunne registrere, præcist hvor hurtigt bilen kørte, skriver AP.
Men pludseligt blev Dennis Kocken nødt til at skifte vognbane for at undgå sneskraberen foran sig. Da den bil, han jagtede, samtidig satte farten ned, endte Dennis Kocken med at køre op i bagenden på den.
Hverken den betjent, der registrerede uheldet, eller den lokale anklager mente, at Dennis Kocken fortjente en bøde for det ulovlige vognbaneskifte.
- Men det blev ved med at genere mig. Til sidst besluttede jeg at give mig selv en bøde. Jeg følte, at det var det rette at gøre, siger Dennis Kocken ifølge AP.
Bøden lyder på 160,80 dollar eller knap 900 kroner. Og dem forsikrer Dennis Kocken, at han nok skal betale.