Der er stor forskel på top og bund i den engelske Premier League. Men fælles for klubberne er, at de gør klar til en række spillerhandler, når transfervinduet åbner i januar.
Oprykkerklubben Sheffield United sætter således syv spillere til salg. Spillere som manager Niel Warnock betegner som erfarne spillere, der vil blive efterspurgt.
Det drejer sig om Paul Ifill, Steven Kabba, Geoff Horsfield, Chris Lucketti, Alan Wright, Niel Shipperley og David Onsworth.
Det sker, efter manageren har fået næsten 75 millioner kroner stillet til rådighed til nye spillerindkøb.
Det er dog ingenting i forhold til Manchester Uniteds manager Sir Alex Ferguson, der angiveligt skulle have fået ikke mindre end en halv milliard af klubbens ejer Malcolm Glazer til at købe nye spillere for forud for sidste halvdel af sæsonen. Halvdelen af de penge skulle være øremærket til en decideret superstjerne, hvis Ferguson skulle være i stand til at støve en sådan op.