En episode af tv-serien varer knapt en halv time inklusiv reklamepauser, men selvom der ikke ligefrem er tale om en helaftensfilm, sikrer hvert eneste afsnit Charlie Sheen en formue.
Nærmere bestemt kan stjernen indkassere 11 millioner kroner for hvert afsnit, der kommer i kassen. Det skriver Tmz.com.
Folkene bag Two and a half men har forlænget kontrakt med to sæsoner mere, hvilket samlet betyder, at den tidligere Spin City-stjerne kommer til at skovle næsten 300 millioner kroner ind på den populære serie, der i Danmark vises på TV3+.
Også hans noget yngre medspiller i serien sikrer sig en god strøm af lommepenge i de kommende år.
Angus T. Jones, der spiller Sheens unge nevø Jake Harper i den prisvindende tv-serie, scorer med den nye kontrakt over 45 millioner kroner for de næste to sæsoners arbejde. Ikke dårligt for en skuespiller, der står på tærsklen til sin blot 17. fødselsdag.
Tv-serien har indtil videre kørt i syv år.