Den 60-årige Sharon Osbourne påstår, at hun aldrig igen vil under kniven.
Det fortalte hun mandag i sit chatshow "The Talk", skriver femalefirst.com.
- Jeg har kigget på billeder af mig, der er taget, siden jeg er begyndt at tabe mig. Og på mange af dem ser mit ansigt ud som plastik, og i visse vinkler tænker jeg bare "Åh gud, det skulle jeg aldrig have fået lavet", sagde Fru Osbourne.
- Så jeg er færdig med det og tænker "Ikke mere mishandling", tilføjede hun.
Sharon Osbourne, der er gift med den legendariske heavy metal-sanger Ozzy Osbourne og har fire børn, fik for nylig fjernet begge sine bryster, fordi hun fandt ud af, at hun bærer genet for at blive ramt af brystkræft.
Hun er tidligere blevet diagnosticeret med kræft i tyktarmen. Frygten for at blive ramt af kræft igen, kombineret med at hun havde problemer med sine i forvejen kunstige bryster, gjorde, at stjernen valgte det drastiske indgreb.
- Jeg er ikke blevet diagnosticeret med brystkræft, men jeg bærer genet, og mit ene bryst var i forvejen allerede i virkelig dårlig stand, forklarede hun.
/ritzau/