Sharapova siger hurtigt farvel til Indian Wells

Efter et nederlag til Naomi Osaka er Maria Sharapova allerede færdig i Indian Wells.
Maria Sharapovas deltagelse i Indian Wells blev af kort varighed.
Maria Sharapovas deltagelse i Indian Wells blev af kort varighed. Foto: Matthew Stockman/AFP

Den russiske tennisstjerne Maria Sharapova må forlade den prestigefyldte WTA-turnering i Indian Wells efter blot halvanden times udfoldelser på banen.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Sharapova måtte natten til torsdag dansk tid give fortabt allerede i første runde mod japaneren Naomi Osaka, som vandt 6-4, 6-4 og avancerer til næste runde.

Osaka, der som nummer 44 er tre pladser under Sharapova på verdensranglisten, greb initiativet fra start og bragte sig foran 4-1 i første sæt.

Russeren fik udlignet til 4-4, men Osaka lod sig ikke slå ud af kurs og snuppede første sæt ved at vinde de næste to partier.

Billedet var stort set identisk i andet sæt. Efter at have været nede med 2-4 kom Sharapova tilbage til 4-4 blot for at tabe sættet med 4-6.

Sharapova vandt turneringen i Indian Wells i 2006 og 2013, men har været fraværende de seneste to år på grund af en dopingsag.

Natten til fredag gør Serena Williams comeback på WTA Touren efter at være blevet mor i september sidste år.

Hun møder verdens nummer 53, Zarina Diyas fra Kasakhstan.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.