For to år siden gik hun hele vejen og sejrede i Australian Open, men i år kunne hun forlade turneringen allerede efter en enkelt kamp.
Den tidligere verdensetter i tennis, Maria Sharapova, var ellers seedet som nummer 14 i årets første Grand Slam-turnering og var derfor på papiret en stærk modstander for landsmandinden Maria Kirilenko, der kun rangerer som nummer 58 i verden. Men på banen var der ikke meget verdensstjerne over Sharapova.
De to russere kæmpede i en maratondyst på tre timer og 22 minutter, og efter 7-6(4), 3-6, 6-4 kunne den ældste af de to Maria'er, Kirilenko, altså trække sig sejrrigt ud af kampen og gøre sig klar til anden runde.
Under vejs i kampen begik Sharapova et hav af fejl, og hun var da bestemt heller ikke tilfreds med sin egen indsats:
"Jeg havde mine chancer, men greb dem ikke. Gør man ikke det, så taber man. Men med 11 dobbeltfejl, så taler serven vidst for sig selv," sagde hun efter kampen.
Mens Sharapova er færdig i Australien, er både Kim Clijsters fra Belgien og Dinara Safina fra Rusland videre til anden runde.