Kineseren Jie Zheng var en hård nød at knække for Maria Sharapova. Russeren, som er verdens nummer to, er videre blandt de bedste 16 i French Open. Men det franske grus gav russeren visse problemer i andet sæt.
Eller rettere Jie Zheng gav problemer.
Sharapova vandt planmæssigt første sæt med 6-1 efter flot tennisspil, men derefter bed kineseren fra sig.
Jie Zheng var tæt på at komme foran med 5-2 i andet sæt. Det skete ikke. Russeren kæmpede sig tilbage, og skruede lidt op for blusset igen.
I sidste ende vandt russeren andet sæt med 7-5.
Maria Sharapova, som er forsvarende vinder af French Open, møder i fjerde runde amerikaneren Sloane Stephens. Amerikaneren vandt i tre sæt over New Zealands Marina Erakovic.
/ritzau/