SF bryder sig ikke om krig, og dermed deler SF jo livssyn med de fleste tænkende mennesker på denne klode. Desværre støder SFs hyggelige anti-krigs-tænkning ofte panden mod en skræmmende mur af virkelighed. Sådan er det for eksempel i sagen om den planlagte udsendelse af danske kampvogne til Afghanistan, hvor SF vægter ideologi højere end hensynet til både civile afghanere og danske soldaters liv og lemmer.
Som omtalt andetsteds på denne side vil Forsvaret sende 20 soldater og fire kampvogne af typen Leopard til Afghanistan. Planen er yderst fornuftig. Det eneste dårlige, der kan siges om udsendelsen af kampvognene, er, at det ikke er sket for længst. Planen ventes at blive støttet af et bredt flertal af Folketinget, men SF siger nej. I den forstand kan SFs holdning siges at være ligegyldig, men der er grund til at dvæle et øjeblik ved SFs position. Soldaterne på jorden i Afghanistan har længe efterlyst kampvogne, ikke fordi de ønsker at være onde eller slå ihjel, men af præcis den modsatte grund. Soldater, der kommer under heftig beskydning, er i dag nødt til at tilkalde luftstøtte fra amerikanske fly, hvis bomber risikerer at udrette meget voldsomme skader og slå civile ihjel. Kampvogne er derimod langt mere præcise og dermed sikrere for de civile afghanere. Dertil kommer, at kampvognene vil øge de danske soldaters sikkerhed.
SF vil være et ansvarligt parti. Fint, men så stem ja til forslaget.