SFs næstformand opstiller i Køge-kredsen

SF's næstformand Mattias Tesfaye, som Villy Søvndal fik valgt ved landsmødet, vil i Folketinget fra Køgekreds.

SF's ny næstformand Mattias Tesfaye vil i Folketinget som Køge-Lejrekredsens folketingskandidat. Han afløser Christian Plank, som er SF's lokalformand i Lejre og som ikke genopstiller som SF's spidskandidat.

Det skriver Dagbladet Roskilde.

Mattias Tesfaye blev sammen med Lejres borgmester, Mette Touborg, valgt til SF's næstformænd ved forårets landsmøde. Hvis Tesfaye vælges til Folketinget, vil begge SF's næstformænd dermed være tilknyttet Lejre Kommune.

Mattias Tesfaye vælges formentlig som folketingskandidat i september.

31-årige Mattias Tesfaye er murer og har været faglig sekretær i 3F's afdeling Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København.

Han begyndte i DKP-ML, som han forlod i 2005 til fordel for Enhedslisten, men sagde i 2008 farvel til liste Ø. I 2010 kom han i SF's landsledelse, da han havde foreslået at indføre en maksimalløn på 50.000 kroner brutto.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.