SF er på vej ud i et nyt bittert opgør. Denne gang om partiets bemanding i de kommende forhandlinger om næste års finanslov.
Trods højlydt modstand fra partitoppen lyder der nu et krav om, at skatteministeren skal have en slags politisk støttepædagog - en medforhandler i form af partiets finansordfører, Jonas Dahl.
Det skriver Politiken.
Flere SF'ere vil forhindre en gentagelse af skatteforhandlingerne fra før sommerferien, hvor skatteminister Thor Möger Pedersen sad alene ved forhandlingsbordet med de borgerlige partier.
- Det er naturligt og helt åbenlyst, at man bør deltage med to mand. Det er også en del af SF's tradition. I alle de mange år, jeg har været til at forhandle budgetter og andre vigtige aftaler, har det været sådan, siger medlem af landsledelsen, Ida Damborg.
Folketingsmedlem og erhvervsordfører Annette Vilhelmsen bakker også op om en ekstra forhandler. Men partiformand Villy Søvndal afviser kravet.
- Thor er udnævnt som minister og forhandler for SF, og det har vi tillid til. Det kommer ikke på tale at ændre på det, siger Søvndal til Politiken.
Gruppeformand Pernille Vigsø Bagge (SF) langer ud efter de landsledelsesmedlemmer, som prøver at påvirke partitoppens valg af forhandlere.
- Det skal landsledelsesmedlemmerne i hvert fald ikke blande sig i, fordi det er uden for landsledelsens mandat at beslutte, hvordan folketingsgruppen forhandler.
- De sidder jo heller ikke og beslutter, hvordan Mette Touborg (næstformand, red.) forhandler i Lejre Kommune, siger hun til Politiken.