Det er ikke nok, at Dansk Folkeparti har smidt ham ud.
Nu skal retten også behandle de trusler, som Dansk Folkepartis tidligere medlem af Roskilde Byråd, Mathias Grønning, er kommet med. Det mener Kamal Qureshi fra SF, der nu politianmelder politikeren.
"Det er direkte trusler mod navnegivne personer, og det er ulovligt. Det skal tages seriøst ligesom alle andre trusler. Derfor vil jeg melde Mathias Alexander Grønning til politiet," siger Kamal Qureshi til politiken.dk
Den ekskluderede politiker havde på facebook-gruppen 'Nej til Moskeer i Danmark' blandt andet skrevet: "Dette er kun et lille udsnit af danskere som er til salg. Der er en del værnemagere som uden tøven ville hjælpe muslimerne med deres gøren og laden.... men så må VI jo bare gøre som i 1944"
Det er dog ikke kun Mathias Grønning, der vil blive politianmeldt, men også en række andre personer fra gruppen.
"Personerne i Facebook-gruppen sidder og planlægger et terrorangreb. Man taler om pistoler, våben og drab på muslimer. Det kan ikke tolereres. Venter vi på, at de første bomber springer?" siger Kamal Qureshi.
Matthias Grønning var i går efter ekskluderingen af Dansk Folkeparti hurtigt ude og undskylde offentligt.
"Jeg vil gerne slå fast med syvtommersøm, at jeg på INGEN måde ønsker, at nogen, som har forbindelse til moskebyggeriet, skal henrettes, trues, chikaneres eller på lignende måde udsættes for overlast, eller at man udøver hærværk mod firmaer eller privatpersoner. Jeg tager fuldstændig afstand fra de personer, som udtrykker dette på Facebook-gruppen 'Nej til moskeer i Danmark'," skrev han i en pressemeddelelse.