Danske EU-politikere byder allerede nu det svenske piratparti velkommen, hvis de - som meningsmålingerne antyder - opnår valg til Europaparlamentet.
"Jeg tror faktisk, de vil søge ind i vores grønne gruppe. Så jeg vil selvfølgelig lytte til mine svenske kolleger, inden jeg slår armene helt ud. Men umiddelbart er de velkomne. Pirat til husbehov, det passer mig sådan set meget godt - det kunne jeg også finde på at være," siger Margrethe Auken til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hun får opbakning af Junibevægelsens Hanne Dahl, der tidligere har fået god hjælp af piraterne.
"Da EU ville gøre det muligt at lukke folks internetadgang, hvis de blev taget tre gange for at downloade ulovligt, spillede piraterne en vigtig rolle i at få det forslag afvist," lyder det fra Hanne Dahl.
Dahl fortæller således, at hun fik stor pirathjælp til at påvirke sine parlamentskolleger, fordi svenskerne "bombarderede" de europæiske politikere med e-mails, der forklarede, hvorfor de skulle stemme forslaget ned.
Samtlige kandidater melder da også ud, at de er klar til at forhandle med piraterne. "Vi forhandler med alle," lyder det samstemmende med det springende forbehold, at alle som én tager afstand fra ulovligheder.
"Partiet har meget klart slået fast, at ulovligheder er forbudt. Så er det selvfølgelig lidt sjovt, de hedder piratpartiet," bemærker de radikales Sofie Carsten Nielsen, der også melder sig klar til samarbejde.
Socialdemokraternes spidskandidat, Dan Jørgensen, er mere loren:
"Jeg tror ikke på enkeltsagspartier, de står uden for indflydelse. Politisk indflydelse får man via et samlet politisk program," siger han.
"Det skal han jo sige som medlem af et stort parti," svarer Junibevægelsens Hanne Dahl.