Det er en voldtægt, hvis kvinden ikke aktivt siger ja til at have samleje. Det mener SF, som sammen med resten af partierne i rød blok, Socialdemokraterne og De Radikale, i et fælles udspil forslår en skærpet voldtægtslovgivning.
Partierne mener, at seksuelle handlinger uden et samtykke skal kunne straffes under voldtægtsparagraffen.
- Udfordringen ved samtykkebegrebet i dag er, at det er offeret, der bliver mistænkeliggjort, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr.
Men rød blok får ikke opbakning til forslaget fra regeringspartiet Venstre.
- Hvis en mand og en kvinde har haft samleje, og kvinden eventuelt fortryder det, vil manden blive dømt, medmindre han kan fremlægge en skriftlig kontrakt med en accept.
- Det er jo ikke den retssikkerhed, vi ønsker, siger partiets retsordfører Preben Bang Henriksen.
Den kritik afviser Pia Olsen Dyhr. Samtykke kan gives på mange måder, siger SF-formanden.
- Jeg har hørt mange, som gør synspunktet til grin og spørger, om der skal være en underskrevet kontrakt. Det skal der naturligvis ikke.
- Man kan give samtykke på mange måder, men det skal være et aktivt ja i stedet for det modsatte. Der er bestemt forskel på, om man indirekte siger ja, eller at man slet ikke reagerer, fordi man er bevidstløs, eller at man gør modstand, siger hun.
Formanden for Den Danske Dommerforening, Mikael Sjöberg, advarer mod rød bloks forslag om at stramme voldtægtslovgivningen. Han mener, at det både ændrer og udvider voldtægtsbestemmelsen betragteligt.
- Med samtykkebegrebet vil al samleje, hvor der ikke er et decideret samtykke være voldtægt. Det betyder, at man gør feltet for det, der er kriminelt meget større, siger Mikael Sjöberg.
- Samtidig bliver det pludselig også et spørgsmål om, hvorvidt der så skal være samtykke hele vejen igennem samlejet eller ej, siger han.
/ritzau/