Pia Olsen Dyhr har en »klar opfordring« til Mette Frederiksen: »Vi skal have 50 pct. kvinder og 50 pct. mænd i en kommende rød regering«. Det skriver Politiken fredag.
En regering med en lige kønsbalance vil sætte et godt eksempel for »vores børn«, så piger og drenge kan have præcis samme drømme og samme mulighed for at nå dem, mener SF-formanden.
- Da Helle Thorning Schmidt blev statsminister, så var der jo piger, der lige pludselig tænkte ’hey, det kan jeg også blive’, siger hun til Politiken.
Derudover tror Pia Olsen Dyhr, »at en regering bliver bedre, hvis den er blandet kønsmæssigt«.
Opfordringen gælder ikke kun en ligelig kønsfordeling på antallet af ministertaburetter. Formanden for SF ser også gerne, at der kommer flere kvinder på de tunge ministerposter og i de vigtige regeringsudvalg.
- Da vi sad i regering sidst, havde vi både en kvindelig statsminister og to kvindelige vicestatsministre, og det, mener jeg, er et vigtigt signal at sende til omverdenen: At kvinder kan præcis det samme som mænd. Det er jo ikke dét, vi ser i Løkkes regering lige nu. Overhovedet.
I regeringens to vigtigste udvalg sidder der lige nu kun én kvinde i Koordinationsudvalget, børne- og socialminister Mai Mercado (K), mens der ikke sidder kvinder i Økonomiudvalget.
Hvorvidt Socialdemokratiet har tænkt sig at følge SF’s opfordring står hen i det uvisse.
I en skriftlig kommentar til Politiken. lyder det fra politisk ordfører Nicolai Wammen:
- Hvis danskerne betror os regeringsansvaret, så vil vi naturligvis være optaget af at danne en regering med både dygtige kvinder og mænd. Hvordan den præcis kommer til at se ud, må fremtiden vise. Men man kan i hvert fald være sikker på, at det vil være med en kvinde i spidsen, nemlig Mette Frederiksen som statsminister, skriver Wammen, der dog ikke vil svare på, om en ligelig kønsfordeling er noget, en kommende rød regering vil forpligte sig på.
Politiken