Ritzau
Opdateret kl. 07:47
De ansatte i staten skal have den samme mulighed for en fleksibel arbejdstid, som stadig flere og flere kommunalt ansatte får.
Det foreslår SF, som med et beslutningsforslag vil pålægge regeringen at indkalde de statsansattes faglige organisationer til forhandlinger.
Forhandlingerne skal sikre statsansatte bedre mulighed for efter eget ønske at gå op eller ned i arbejdstid.
Det skriver Information.
- Folk har svært ved at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Og særligt hvis man har børn. Derfor vil mange gerne have en mere fleksibel arbejdstid, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr, til avisen.
- Vi bør som samfund skabe mulighed for, at man måske kan arbejde mindre end de 37 timer om ugen, når man har børn, for så til gengæld at kunne arbejde mere på andre tidspunkter i livet. Det er på tide, at Moderniseringsstyrelsen bliver lidt moderne, siger Olsen Dyhr.
Moderniseringsstyrelsen, der fungerer under Finansministeriet, tager sig af statens overordnede arbejdsgiveropgaver på områder som løn, pension og personalepolitik.
Dermed indgår styrelsen også overenskomster med de 180.000 statsligt ansattes fagforbund.
SF's beslutningsforslag kommer, efter at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune har haft succes med et forsøg med fleksibel arbejdstid i tre af forvaltningens enheder.
Her har en hjemmepleje- og sygeplejegruppe haft mulighed for at gå op eller ned i tid efter ønske.
81 procent af medarbejderne i projektet vurderer, at det har haft stor betydning for jobtilfredsheden.
De statsansattes organisationer er dog uenige om, hvorvidt de har brug for en hjælpende hånd fra Folketinget.
/ritzau/