Skatten på arbejde skal lettes - og der skal gives skattelettelser til studerende på SU og pensionister. Det er udmeldingen fra SF før regeringens Skattekommission i dag fremlægger forslag til, hvordan fremtidens skattesystem skal indrettes.
SF's skatteordfører Jesper Pedersen vil med hjælp fra grønne afgifter gøre det dyrere at forurene - men børnefamilier, SU-modtagere og pensionister skal holdes skadesløse, siger han.
"Det vigtige er, at de svage grupper kompenseres fuldt ud. Der skal lettes i bunden, og det skal sikres, at der er penge til dem, der har mindst," siger han til Newspaq.
Han understreger, at det især er folk med høje indkomster samt erhvervslivet, der skal betale for skattelettelserne.
Jesper Pedersen fastslår samtidig, at han ikke ønsker, at boligejerne kommer til at stå som tabere efter en reform.
"Jeg forstår godt, at der er mange, der er nervøse i den situation, der er i boligmarkedet nu. Men jeg vil gerne understrege, at SF ikke går ind i det her for at ramme boligejerne. Målet er derimod at lette skatten for de svageste," siger han.