Står det til Socialistisk Folkeparti, så skal de danske krigsskibe tørlægges. De vil efter sommerferien fremlægge et forslag, der fjerner alle spiritusflasker i den danske marine.
Forslaget kommer efter, at Nyhedsavisen i dag kan afdække, at der blandt andet er drukket 107.000 øl og 5.500 liter spiritus fra 2003-2005 på 22 danske flådefartøjer ifølge de provianteringsbøger, som Søværnet har afleveret til Skat. Det er tre genstande per togtdag per sømand.
»Jeg er noget chokeret over de alkoholmængder, og det vil jeg straks tage op med forsvarsministeren, så det kan bliver undersøgt til bunds. Samtidig vil jeg foreslå et totalforbud for alkohol på flådens skibe. De kan ikke være påvirkede et farligt sted som på et krigsskib, hvor de er tæt på kanoner,« siger forsvarsordfører Holger K. Nielsen, der peger på at store rederier som Mærsk og Lauritzen for længst har fjernet alkoholen fra sine handelsskibe.
»Og så kan Søværnet vel også,« siger han.
Hvad så med receptioner og gæster - hvor Søværnet siger, at en del af alkoholen bliver serveret?
»Til officielle arrangementer kan man jo servere andet end alkohol. Spiritusen skal helt væk fra skibene,« siger Holger K. Nielsen.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra forsvarsminister Søren Gade (V).