SF skal ikke forlade regeringen, selv om der er udbredt modstand mod salget af 19 procent af Dongs aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs såvel i SF og Socialdemokratiet som i Det Radikale Venstre.
Det siger Kristen Touborg fra SF's landsledelse, som onsdag er indkaldt til krisemøde med folketingsgruppen. Folketingsmedlem Karsten Hønge, som er afløser for SF-gruppeformand Anne Baastrup, der er på sygeorlov, talte tirsdag for, at SF bør forlade regeringen.
- Vi har rettet en hel del ind, mens vi har været i regeringen. Det kan nemt være spildte (Guds) ord på Balle-Lars, hvis vi opgiver nu, siger Kristen Touborg.
SF har ladet tavsheden sænke sig over, hvor og hvornår landsledelsen onsdag mødes med folketingsgruppen.
Partiet bør drøfte det delvise salg af Dong, selv om finansminister Bjarne Corydon (S) kræver et ja torsdag fra Folketingets finansudvalg, mener Kristen Touborg.
- Vi er kun gået ind i salget af Dong-aktier for at undgå dét, der var værre i forhold til VK-regeringen. Det er forbavsende, at man pludselig griber til, at der skal sælges her og nu. Vi kunne efter min bedste overbevisning sagtens vente med at tage stilling, siger han.
- Det er et spørgsmål om, at finansminister Bjarne Corydon (S) er kravlet for langt op i træet, mener Kristen Touborg, der er tidligere mangeårigt folketingsmedlem for SF.
/ritzau/