Kun to sager om ligeløn er blevet behandlet i Ligebehandlingsnævnet i hele 2010. Det viser nævnets årsrapport.
Men det betyder ikke, at der ikke stadig er store lønforskelle mellem kvinder og mænd. ¨
Det siger ligestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge fra SF.
"Vi har et kæmpestort ligelønsproblem. Og det, at der kun er to ligelønssager, vidner om, at der her også er et usynligt og tabubelagt problem," siger hun.
Pernille Vigsø Bagge peger på, at Ligebehandlingsnævnet er ret nyt.
"Måske har man ikke kendskab til det. Men vi ved også fra de sager, der er blevet rejst, at folk, der rejser ligelønssager, har store problemer og bliver chikaneret på deres arbejde bagefter," siger hun.
Ifølge loven skal virksomheder med over 35 ansatte, og hvor mindst 10 af hvert køn laver sammenligneligt arbejde, udarbejde en lønstatistik. Alternativt kan de lave en ligestillingsredegørelse. De regler skal skærpes, mener SF.
"Vi har i den grad brug for en lovændring, så også mindre arbejdspladser skal lave ligelønsstatistiker. På den måde vil problemet blive mere synligt," siger Pernille Vigsø Bagge, der også vil have lavet ligelønsbegrebet om.
I Norge har man ændret ligelønsbegrebet, så man får 'lige løn for arbejde af samme værdi'. I Danmark får man 'lige løn for samme arbejde'.
"Ændringen har bl.a. betydet, at en SFO-leder i Norge har fået tilkendt en langt højere løn, fordi hendes løn blev sammenlignet med en mandlig pedel," siger Pernille Vigsø Bagge.
Chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Lise Bardenfleth mener, at SF's ligestillingsordfører har misforstået den danske lovgivning.
"Både den danske og norske ligelønslov bygger på det samme EU-direktiv, om at man skal yde mænd og kvinder lige løn for samme arbejde eller arbejde, der tillægges samme værdi," siger hun.
I DA mener man ikke, at problemet med ligeløn er så voldsomt.
"Måske er der ikke det store ligelønsproblem. Jeg ved godt, at mænd og kvinder ikke tjener det samme, men det skyldes i høj grad de valg, mænd og kvinder træffer i livet, både med hensyn til uddannelse, arbejdstid, barsel og alt muligt," siger Lise Bardenfleth.
I Danmark tjener kvinder i gennemsnit 18 procent mindre end mænd.