Den danske natur er truet af forskellige plante- og dyrearter, der ikke
hører hjemme i den danske natur og som på grund af mangel på naturlige fjender
breder sig ukontrollerbart. En af de øverste på listen over uønskede arter er
den iberiske skovsnegl, dræbersneglen.
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening er regeringen nødt til at gøre noget
nu, hvis dræbersneglen ikke skal rette ubodelig skade på naturen.
- Det tog 10 år at få lavet en bekendtgørelse om indsats
mod kæmpebjørnekloen. Så lang tid må der ikke gå nu. Vi har et virkelig
alvorligt problem, som regeringen og Miljøministeriet må forholde sig til og
gøre noget ved, siger biolog
Bo Håkansson fra Danmarks Naturfredningsforening.
Ifølge foreningen lovede regeringen tilbage i
2004, at de ville forstærke indsatsen mod de uønskede arter, men intet er sket.
K vil have national indsats
I en pressemeddelelse lover den konservative miljøordfører, Christian
Wedell-Neergaard (K), at regeringen nu vil tage sneglen ved følehornene.
- Problemet med dræbersneglene vokser eksplosivt, og en trussel af den
størrelse mod den danske natur bør vi alle tage alvorligt. Derfor vil jeg gerne
tage imod opfordringen fra Danmarks Naturfredningsforening og bakke op om en
massiv, koordineret, national indsats mod dræbersneglen, siger han.
SF vil have hjemmeværnet på banen
SF mener, at skal kampen mod dræbersneglen vindes, skal der tænkes
utraditionelt.
- Vi mener, at det her må være en sag for hjemmeværnet. Tænk på hvilken
effekt det vil have hvis vi sætter 60.000 hjemmeværnsfolk ind i kampen. Tænk på
den afskrækkende virkning, det vil have, siger SF’s formand Villy Søvndal.
Søvndal medgiver, at der er tale om et endog meget alternativt forslag, men
derfor kan det jo godt være klogt, mener han.
- Sagen er jo, at hjemmeværnet har behov for at få nye
opgaver, og her er jo tale om en situation, hvor landet er truet. Jeg synes,
det er et konstruktivt forslag, siger Villy Søvndal.
- Og når nu de alligevel er i gang kunne vi jo få dem til at
meje alle de uønskede bjørnekloer ned. Jeg tror også det ville betyde, at Danmark
endelig fik en militær sejr. En væsentlig sejr. Jeg er ikke i tvivl om, at
hjemmeværnet vil vinde kampen.