SF's finansordfører Lisbeth Bech Poulsen går ind i det nye år med udsigterne til et bryllup.
Det afslører den 36-årige politiker i en opdatering på Facebook, hvor hun opsummerer årets gang og kigger ud i fremtiden, der altså byder på bryllupsfest.
- Min egen fremtid byder på et bryllup, for min kæreste har friet og jeg sagde ja tak, skriver Lisbeth Bech Poulsen.
Hun forklarer på det sociale medie, at brylluppet først skal holdes, når det kommende valg til Folketinget af afholdt. SF'eren håber, at vælgerne sikrer hende endnu en valgperiode på Christiansborg.
- jeg er nemlig slet ikke færdig med alt det jeg gerne vil have ændret for vores land, skriver hun.
Lisbeth Bech Poulsen er opstillet i Nordjyllands Storkreds, og hun har været medlem af Folketinget siden 2011.
SF's finansordfører skriver i sit tilbageblik på 2018 om hvidvask i Danske Bank, men kommer også ind på de omfattende skandaler om udbytteskat, der har skabt overskrifter i en række europæiske lande - herunder også Danmark.
Samtidig nævner Lisbeth Bech Poulsen også en stigende ulighed i samfundet:
- 2018 var også året hvor uligheden steg og de rige blev rigere. Ikke som en naturlov, men på grund af de politiske valg der blev taget. 64.500 børn vokser nu op i fattigdom og regeringen har nu, sammen med DF, besluttet at indføre en endnu lavere ydelse, en der er så lav at man ikke kan leve af den. Det er uanstændigt i et land som Danmark, skriver hun.
Læs hele opslaget her: