PET vil registrere iranske studerende i Danmark af frygt for terror, men SF og R synes, justitsministeriet skal tvinge PET til at tænke sig om.
"I denne sag er det tydeligt, at der mangler en domstolskontrol, som kan afgøre om mistankegrundlaget er tilstrækkeligt. Det er et stort problem, at man mistænkeliggør studerende og opfører dem i registre, uden de nødvendigvis har gjort noget," siger retsordfører for SF Karina Lorentzen.
Også De Radikales retsordfører, Morten Østergaard, er uforstående overfor PET's metoder.
"Det virker absurd, at man ikke kan være iransk fysikstuderende i Danmark uden at blive skrevet på en liste hos PET som potentiel medvirkende til Irans udvikling af masseødelæggelsesvåben. Det er ikke en rimelig måde, at kaste mistanke på enhver med iransk baggrund," lyder det fra Østergaard over for berlingske.dk.
De Radikale vil etablere en terrorkommission, der skal kulegrave de særlige terrorlove, der er blevet sat i værk efter 11. sep. 2001.
Både SF og De Radikale har fremsendt spørgsmål til justitsminister Brian Mikkelsen (K) om sagen.