Både De Radikale og SF får fordoblet deres størrelse i Folketinget, og partierne er dermed med til at sikre valgsejren til rød blok.
De Radikale får 16 mandater, mens SF ender på 14, hvilket er dobbelt så mange som ved valget i 2015.
Det viser det endelige valgresultat med 100 procent af stemmerne talt op.
Samlet ender Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten på 91 mandater. Derudover har Alternativet fem mandater.
Dermed ligger bolden hos Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, der får chancen for at danne en ny regering.
Politisk leder hos De Radikale Morten Østergaard vil blandt andet bruge sin indflydelse til at sætte en stopper for symbolpolitik på udlændingeområdet.
- Vælgerne har savnet politikere, som bærer værdierne uden på tøjet. Som møder en hvilken som helst krise uden at sælge ud af værdierne.
- Vælgerne har givet os mandat til, at vi nu skal gennemføre en forandring, sagde Morten Østergaard i sin tale til partifællerne.
SF vil bruge sine mandater til at sikre flere pædagoger i landets institutioner, fortæller formand Pia Olsen Dyhr.
- Vi vil sikre minimumsnormeringer i Danmark. Der skal flere voksne i vores vuggestuer og børnehaver, siger hun.
- Vi vil have en ambitiøs klimapolitik, og så vil vi afskaffe børnefattigdom, og derfor skal kontanthjælpsloftet rives ned.
De Konservative får også fordoblet deres størrelse i Folketinget, hvor partiet ender på 12 mandater.
Venstre er også gået frem med ni mandater til 43, men trods fremgangen går blå blok samlet set tilbage, da Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har tabt over halvdelen af mandaterne.
Blå blok ender på 79 mandater inklusive Nye Borgerlige, der kommer i Folketinget for første gang.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har erkendt nederlaget og vil torsdag gå til dronningen og tage sin afsked.
/ritzau/