De seneste års stigning i forbruget af antipsykotisk medicin vækker bekymring hos SF.
Regeringspartiets psykiatriordfører vil tage sagen op med sundhedsministeren og stille højere krav til de læger, der udskriver medicinen.
- Det er ret alarmerende, at der er flere og flere, der får antipsykotisk medicin, og jeg er så bekymret over tallene, at jeg synes, at Psykiatriudvalget er nødt til at kigge på medicinforbruget, siger Özlem Cekic til Ritzau.
Hendes bekymring er foranlediget af et nyt notat fra forskningsinstituttet Kora, som viser en stigning på 13 procent i forbruget af antipsykotisk medicin, når man måler på indløste recepter.
- Når vi har 420.000 danskere på lykkepiller, 4000 børn på Ritalin (medicin mod ADHD, red.) og nu også et kraftigt stigende antal mennesker på antipsykotisk medicin, så er der meget, der tyder på, at der sker en overbehandling, vurderer Özlem Cekic.
Hun mener derfor, at man bør opkvalificere de praktiserende læger, som udskriver recepterne på medicinen
- Det er ret stærk medicin, som det burde være en ekspert, der udskrev. Men når vi mangler psykiatere, så er det vigtigt, at de praktiserende læger er klædt på til opgaven.
- Derfor er der brug for efteruddannelse, så de er bevidst om, hvad det er for noget medicin, de udskriver, og at man kan benytte sig af samtaler og terapi, inden man begynder at udskrive medicin, mener SF'eren.
Hun mener, at det må være et mål at vende udviklingen i forbruget.
- Det er selvfølgelig nogle, som er på antipsykotisk medicin, fordi det er livsnødvendigt for dem, men målet må være, at så få som muligt benytter det. Jeg har i hvert fald ikke et mål om, at så mange som muligt skal være på piller i Danmark, slutter Özlem Cekic.
/ritzau/