To lokalpolitikere forlader nu SF som en direkte følge af den landspolitiske uro, der er i partiet.
Det skriver DR Midt og Vest.
Det to SF-politikere er byrådspolitikere på Mors: Viceborgmester Michael Dahlgaard og byrådsmedlem Tore Müller.
Dermed er SF ikke længere repræsenteret i byrådet på Mors. Michael Dahlgaard forklarer beslutningen med problemerne i SF på landsplan.
-Når jeg møder en morsingbo og gerne vil tale politik, så bruger jeg 80 procent af tiden på at forsvare den kurs, der er i SF og alt, hvad der foregår landspolitisk, siger Michael Dahlgaard til DR Midt og Vest.
- Og de sidste 20 procent af tiden kan jeg så bruge på at tale om det, der egentlig interesserer mig, og det er kommunalpolitik, tilføjer han.
De to byrådspolitikere har ikke meldt sig ind i et nyt parti, men går nu i gang med at samle opbakning til et tværpolitisk projekt, som skal på stemmesedlen til kommunalvalget til efteråret.
Men det er endnu uvist, hvad projektet skal hedde.
/ritzau/