21 kroner for en busbillet. Det er realiteten for eksempel i København, og det er alt, alt for højt, mener blandt andre SF's Jesper Petersen.
Fredag har han kaldt transportminister Lars Barfoed (K) i samråd.
"Selvom vi i forvejen er et af de lande, hvor det er dyrest at køre i bus, og vi har store problemer på området med lukning af ruter mange steder i landet, skal priserne stige meget voldsomt næste år," siger Jesper Petersen til Nyhedbureauet Newspaq.
Det har nemlig store konsekvenser, at prisen er så høj.
"Der er mange mennesker, der er afhængige af bussen, og som ikke har noget valg. Dem rammer det jo hårdt økonomisk. Men det har også store miljømæssige konsekvenser, at vi ikke får folk til at bruge den kollektive trafik," udtaler han.
Han mener, at staten skal tage sin del af ansvaret og give tilskud til billetterne.