Miljøfordelene ved el-knallerter er enorme, men skyhøje priser på op imod 20.000 kr. for de fineste modeller holder danskerne fra fadet. Derfor vil SF have regeringen til at undersøge, hvordan det kan blive mere overoverkommeligt at køre el-knallerter.
"Som en del af trafikforhandlingerne, vil vi have ministeren til at undersøge mulighederne for at gøre det billigere at anskaffe sig en el-knallert," siger SF's medlem af trafikudvalget Hanne Agersnap til Nyhedsbureauet Newspaq.
Det er især den enorme belastning på miljøet fra de almindelige knallerter, der får SF op af stolen.
"Knallerter har et langt højere udslip af partikler og kulbrinter end benzinbiler, man anslår, at forureningen fra en knallert svarer til 14 personbiler," siger Agersnap.
I Norge har man erkendt, at der skal gøres noget, hvis persontransporten skal rykke væk fra de forurenende knallerter. Derfor har nordmændene fritaget el-scooterne og el-knallerter for moms, hvilket betyder, at en el-scooter, der koster 20.000 kr. i Danmark, kan købes for 13.500 danske kr. i Norge.
Der er i dag hverken registreringsafgift eller grønne afgifter på knallerter herhjemme, men allerede tilbage i 2003 anbefalede en arbejdsgruppe i Skatteministeriet, at "pålægge knallerter en afgift svarende til deres miljøbelastning."
SF vil således have de forurenende knallerter med i politikernes overvejelser, når Folketingets partier i øjeblikket forhandler om en reform af den danske infrastruktur.
En del af forhandlingerne er nemlig en omlægning af registreringsafgiften, sådan at afgifterne knyttes til, hvor meget bilerne forurener. På samme vis vil SF gøre det mere fordelagtigt at køre el-knallert.
"Uden at skyde knallertkørerne noget i skoene, så er problemet jo også, at mange knallerter kører rundt tunet - og det får dem til at forurene endnu mere," forklarer Agersnap.
VK-regeringen har allerede gjort det dyrere at køre benzinslugende firehjulstrækkere, og det er succes med den ordning, der har fået de borgerlige partier med på højere afgifter også på personbiler. Det sagde skatteminister Kristian Jensen(V), da regeringen præsenterede deres grønne trafikudspil i december.
En undersøgelse fra Institut For Miljøvurdering har tidligere vist, at knallerters kulbrinteudslip svarer til syn procent af hele Danmarks personbilpark, knallerter er derimod ikke en stor CO2-belastning.